Hop i havet: Fire fantastiske strande på Mallorca

Mallorcas strande er fantastiske. Uovertrufne. Jeg siger det bare. De bedste strande på Mallorca kan snildt måle sig med strandene i Thailand, Caribien og andre eksotiske steder, og så er de meget tættere på, så man undgår alt for hævede ben og alt for meget dårlig flymad, når man skal dertil. Selv havde jeg ikke de store forventninger til strandene, da vi første gang tog på ferie på Mallorca, men jeg blev klogere. Det krystalklare vand, bløde sand og dramatiske landskab tog os med storm og sendte fordomme om drukfester, svin på spyd og hæslige turistbyer på langfart. Dermed ikke sagt, at førnævnte ting ikke findes, men Mallorca er stor nok til alle.

Og personligt må jeg bare sige, at havet ved Mallorca fascinerer mig helt vildt meget. Det er bare smukkere, mere klart og indbydende end andre steder. I forhold til steder som Thailand og Indonesien er det helt klart også en fordel, at der ikke flyder alverdens affald rundt i vandet.

På Mallorca findes der også rigtig mange forskellige slags strande. Der er de lange, hvide sandstrande, som vi kender fra brochurerne, men der er også små, svært tilgængelige strande og klippestrande. Hvad kan jeg sige – jeg elsker Mallorcas strande!

Fire smukke strande på Mallorca

I dette indlæg vil jeg koncentrere mig om strandene Es Trenc, Cala Formentor stranden, Cala Mesquida og Torrent de Pareis, som kan lidt forskelligt, synes jeg. For at klæde jer rigtig godt på til en tur på stranden, får I også info om parkering, børnevenlighed og faciliteter som indkøbsmuligheder og livreddere.

Alle strandene undtagen Es Trenc ligger i den nordøstlige del af Mallorca, så der er ikke langt til Tramuntana-bjergene, som bestemt også er værd at udforske.

Es Trenc: bounty-stranden

Nogle gange ser man et billed af en strand, tager derhen og opdager at stranden på ingen måde kan leve op til billedet. Sådan er det ikke med Es Trenc. Es Trenc er mere end billedet, og hvis du er vild med blødt, hvidt sand mellem tæerne og krystalklart vand, så er det her, du skal slå parasollen op.

Fire smukke strande på Mallorca

Es Trenc ligger i et isoleret naturområde og er derfor ikke tilknyttet et resort. Stranden er 2 km. lang og renset for caféer, små butikker og restauranter. Det ved jeg, for vi glemte håndklæder, og det var helt umuligt at finde et sted, hvor vi kunne købe et par nye badehåndklæder. Jeg faldt over en restaurant, men det var vist også det. Derfor er det også ret vigtigt, at man husker alt, når man tager til Es Trenc.

Jeg synes, vi havde en dejlig tur til Es Trenc, men jeg anerkender, at jeg blev lidt stresset over Jes, som valgte at sidde i skovskiderstilling hele eftermiddagen, fordi han ikke kan lide at få sand på sig – og vi havde jo glemt håndklæder….

Stranden Es Trenc på Mallorca

Hvordan kommer man til Es Trenc: Vi kørte i bil, hvilket var ret let. Der er en stor parkeringsplads tæt ved stranden, hvor man betaler 7€ for at parkere en hel dag. Det er også muligt at tage bussen fra Palma til Es Trenc: køreplanen. Busserne fra Palma til Es Trenc kører dog kun om sommeren.

Børnevenlighed: Es Trenc er enormt børnevenlig. Vandet er rent, bliver langsomt dybere og dybere, og der kan bygges mange sandslotte i vandkanten. Man skal dog lige være opmærksom på strømmen. Vi opdagede for eksempel pudselig, at Rasmus var på vej ud på en større sørejse på sit badedyr. Og nej, vi er ikke sådan nogle forældre, der bare sender børnene ud i vandet uden at holde øje med dem.

Faciliteter: Pak hellere for meget end for lidt. Hvis du glemmer solcremen, er der intet andet at gøre end at starte bilen og køre den relativt lange tur ind til den nærmeste by for at købe en ny. Det eneste, du kan købe på stranden, er frugt. Det smager til gengæld også godt. Der er livreddere ved Es Trenc.

Nøgenhed: Hvis du gerne vil have sol på HELE kroppen, så er der mulighed for det på Es Trenc. Syd for Ses Covetes er det tilladt at svømme nøgen.

Vandsport: Det er et rigtig fint sted at lave alle mulige former for vandsport.

Cala Mesquida

Cala Mesquida er en meget “dramatisk” strand, som gemmer sig mellem klipper og er kendt for store bølger og stærk strøm. Det er også en fantastisk smuk strand, og når bølgerne ikke er alt for store, er det sjovt at bodysurfe og lege med badedyr i brændingen. Sandet er blødt og hvidt, og vandet er klart. Der er stort set livreddere på stranden hele tiden, og der er også flag, så du kan orientere dig i forhold til, om det er klogt at gå i vandet. Personligt synes jeg, at Cala Mesquida er en af de smukkeste strande på Mallorca.

Cala Mesquida, Spain

Cala Mesquida på Mallorca.

Hvordan kommer man til Cala Mesquida: Så vidt jeg ved, er det kun muligt at køre til Cala Mesquida. Stranden ligger for foden af en håndfuld hoteller, og der er rig mulighed for at finde gratis parkering. Hvis du følger vejen, som fører til Cala Mesquida (der er kun en) og  tager anden afkørsel i rundkørslen i Cala Mesquida, finder du en gratis parkeringsplads under nogle fyrretræer efter et par hundrede meter.

Børnevenlighed: Cala Mesquida er ikke særlig sjov at besøge for børn under seks år, men ældre børn, som har lært at svømme og “navigere” i vand, kan have det rigtig sjovt på Cala Mesquida.

Faciliteter: Det er muligt at leje parasoller og solsenge, og der ligger en restaurant med en fantastisk udsigt på stranden. Maden er måske ikke noget at råbe hurra for, men man bliver mæt til en rimelig pris.

Vandsport: Fordi vandet er lidt uroligt, kan man både surfe, windsurfe og alt muligt andet ved Cala Mesquida. Der er også gode muligheder for at snorkle og se en fisk eller to ved klipperne.

Cala Formentor 

At komme til Cala Formentor strand kræver lidt is i maven, for vejen dertil er lang, smal og fuld af skarpe (som i meget skarpe) sving. Stranden har et rigtig godt ry, men vandet var ikke helt så klart, som vi havde forventet, da vi besøgte stranden. Til gængæld var udsigten til Pollensa-bugten fantastisk. Stranden ligger afsides og er derfor ikke helt så besøgt som mange andre strande, hvilket kan være et stort plus i højsæsonen. Cala Formentor stranden er også kendt som Cala Pi de la Posada og består af Cala Gentil, Formentor strand, Hotel Formentor og Formentor Island. Stranden er 1 kilometer lang, 12 meter bred og omkranset af en store fyrretræsskov. Cala Formentor er en af mange smukke strande på Mallorca

Hvordan kommer man til Formentor-stranden: Det er muligt at komme til stranden i bil, med bus eller båd. Hvis du tager bilen, er der mulighed for at parkere tæt ved stranden på en stor parkeringsplads. Stranden ligger 14 kilometer fra Puerto Pollensa.

Børnevenlighed: Cala Formentor Beach er en rigtig fin og børnevenlig strand. Vandet er ikke ret dybt, og så er der vilde geder på stranden. De vil ikke klappes eller på anden måde i kontakt med mennesker, men de er sjove at kigge på.

Geder på Cala Formentor Beach på Mallorca

Faciliteter: Stranden er godt udstyret med brusebade, restauranter og barer, og det er muligt at leje hængekøjer, parasoller og vandsportsudstyr.

Vandsport: Det er bl.a. muligt at leje pedalbåde og jetski. Det er også populært at sejle i kajak, windsurfe og stå på paddleboard ved Cala Formentor.

Torrent de Pareis

Torrent de Pareis er en stor kløft i Tramuntana-bjergene, som munder ud i en lille strand klemt inde mellem stejle klippevægge ved Sa Calobra. Området er smukt, vildt og enormt imponerende, men det er ikke en strand man ligger ved i timevis. Det skyldes især, at mange kommer forbi stranden for lige at kigge, inden de skal ud at vandre, og det giver en konstant gennemstrømning af folk. Samtidig er sandet lidt grus-agtigt.

Vandet ved Sa Calobra på Mallorca.

For at komme til Torrent de Pareis skal du kører igennem Serra de Tramuntana til Sa Calobra, og det er en køretur, som godt kan give hvide knoer!

Hårnålesving på vej til Sa Calobra

Når du ankommer i  Sa Calobra, skal du gå forbi restauranterne og følge en sti, som tager dig igennem en 200 meter lang tunnel, for at komme til stranden ved Torrent de Pareis.

Hvordan kommer man til Torrent de Pareis: Du kan tage bilen, bussen eller hoppe på en af tur-bådene, som lægger til ved Sa Calobra et par gange om dagen i juli og august. Der ligger en parkeringsplads lige inden Sa Calobra, som du kan benytte mod betaling.

Børnevenlighed: Stranden er ikke børnefjendsk, men jeg ville heller ikke kalde den børnevenlig. Hvis man har små børn og gerne vil til stranden, ville jeg helt bestemt vælge en af de mange andre gode strande på Mallorca.

Faciliteter: I Cala Sa Calobra er der barer og restauranter samt toiletter og mulighed for at få førstehjælp. Der er ingen livreddere ved stranden.

Vandsport: Man kan snorkle, men det er vist også det.